Efterårsferien på Orion Planetarium I skolernes efterårsferie har Orion Planetarium åbent hver dag fra lørdag den 11. oktober til og med søndag den 19. oktober, alle dage fra kl. 10.30 til 16.30. Så der er rig mulighed for at opleve den flotte stjernehimmel i planetariesalen, hvor der er fuldt program med fem forestillinger hver dag.
Der er aktiviteter for børn fra tirsdag til fredag fra kl. 11.00 til 16.00. I disse dage kan større børn deltage i en workshop, hvor der bygges en model af et solsystem med Lego Technic og ved hjælp af computerbaserede lyssensorer viser, hvordan planeter kan opdages omkring andre stjerner.
De mindre børn kan lave deres egne modeller af Solsystemets planeter med Silk Clay og tage dem med hjem. Silk Clay er et spændende nyt materiale, der kan formes ligesom modellervoks og hærder op i løbet af et døgn.
Onsdag aften den 15. oktober fra kl. 20.00 til 22.00 er observatoriet åbent. Her stilles der selvfølgelig skarpt på nogle af efterårets spændende objekter bl.a. Andromeda-galaksen. Så der skulle blive god mulighed for at observere forskellige typer af objekter med stor forstørrelse. Hvis der ikke er klart vejr fortælles der og svares på spørgsmål om efterårsstjernerne i planetariesalen.