|
15. januar 2025, kl. 08:21
 Jels Varme er snublende tæt på målet
 Før jul udsendte Jels Varme prisbladet for 2025. Her er der prisreduktioner på mellem 7 og 20% fordelt på de forskellige dele af den fremtidige varmepris.
Prisbladet for 2025 viser pæne prisfald i forhold til hvad selskabet tidligere har meldt ud. Det største fald er på det faste bidrag pr. kvadratmeter bolig, her falder prisen med 20% til 30 kr. Bestyrelsen for Jels Varme forklarer, at de vigtigste grunde til prisfaldet er lavere rente og ny lovgivning om længere afskrivningstid på fjernvarmerør. Samlet set giver det nye prisblad priser, så Jels Varme nu ligger i et prisleje svarende til priserne hos Vejen Varmeværk.
Kampagnetilbud indtil 1. februar 2025
Om kort tid lukker vinduet for kampagneprisen på tilslutning hos Jels Varme. Den 1. februar er det slut med den samlede pris på tilslutning og stikledning til kun 25.000 kr.
Herefter skal der betales fuld pris for tilslutning, indskud i værket og for stikledningen. Prisen for tilslutning alene er 25.000 kr., det betyder reelt at både indskud i værket og stikledningen kommer oveni kampagneprisen.
Stikledningen har en fast pris pr. løbende meter fra skel til indføring i huset. Hvis fyrrummet ligger på husets bagside, bliver det hurtigt en merudgift på 30-40.000 kr. Oveni kommer indskuddet i fjernvarmeselskabet, der beregnes som en fast pris på 50 kr. pr. kvadratmeter.
Men begge dele kan man altså undgå, hvis man benytter sig af kampagnetilbuddet frem til 1. februar.
Der mangler kun 15-20 husstande
Bestyrelsen for Jels Varme håber at mange vil benytte sig af kampagneprisen.
"Vi er så tæt på minimumstilslutningen nu, at det handler om at optimere vores fjernvarmeløsning", siger formand Janus Lynggaard og fortsætter: "Jo flere fjernvarmeforbrugere vi kan få med fra begyndelsen, jo billigere løsning kan vi lave for alle".
Selvom man har huset til salg, kan man roligt tilmelde sig fjernvarme. Prisen for tilslutning opkræves først, når fjernvarmen etableres på gaden - hvis huset ikke er tilmeldt, må man forvente et krav om prisreduktion på 50-75.000 kr.
Tidshorisonten er stadig ca. 1½ år fra minimumstilslutningen er nået til de første har varme inde i huset. Og efter yderligere 8-10 måneder forventes det at være ude i hele Jels. Lige nu mangler der bare 15-20 boliger, for at Jels Varme kan gå i gang.
Mød Jels Varme i Super Frøken – Cafeen i SuperBrugsen
- Tirsdag den 21. januar kl. 14-16
- Onsdag d. 22. januar kl. 14-16
Her kan du få svar på dine spørgsmål om fjernvarme i Jels og melde dig til, hvis det digitale driller.
Et konkret priseksempel, Møllegade 6
Et stort ældre byhus på 217 kvadratmeter med et gasforbrug på 2.316 kubikmeter årligt.
Nuværende varmepris (beregnet 10/1 2025):
- Gaspris: 2.316 m3 til 6,01 kr.: 14.070 kr.
- Transport og afgift: 11.742 kr.
- Samlet: 25.812 kr.
Fjernvarme (prisblad for 2025):
- Målerabonnement: 625 kr.
- Fastbidrag 217 m2 til 30 kr.: 6.510 kr.
- Forbrug 24,7 MWh til 580 kr.: 14.326 kr.
- Unitabonnement: 2.800 kr.
- Samlet: 24.060 kr.
Det giver så en besparelse på 1.752 kr. årligt. Ejer, Jørgen Sellebjerg siger:
"For os drejer det sig ikke kun om besparelse - men også om tryghed og fleksibilitet mellem forskellige varmekilder i et fælles varmeværk".
 Møllegade 6, som ovenstående priseksempel er beregnet ud fra. Foto: Janus Lynggaard
Kilde: Jels Varme

     |
|