|
24. januar 2025, kl. 18:23
 Prismodtagere fejret: En ildsjæl og et stolt vartegn
 De flotte lokaler på Royal Oak summede af liv og aktivitet her til eftermiddag, hvor omkring 70 personer var mødt frem i forbindelse med lokalrådets nytårstaffel.
Første punkt på eftermiddagens program var den årlige generalforsamling med gennemgang af det seneste års aktiviteter og et kig frem på de kommende aktiviteter. Efter generalforsamlingen var det tid til, at Årets Jelsing og Årets Forskønnelsespris skulle udnævnes.
Igen i år var det borgernes egne indstillinger af prismodtagere, der lå til grund for udvælgelsen. En bedømmelseskomité, bestående af en række lokale foreninger, samlede indstillingerne og har derpå udvalgt prismodtagerne for 2024.
Til Årets Jelsing blev blandt andet følgende fremhævet ved udnævnelsen:
- Årets Jelsing beskrives med ord som: et jern, en vaskeægte ildsjæl, særdeles aktiv – nærmest utrættelig. Andre beskriver Årets Jelsing som ydmyg og som en, der ikke ønsker at blive fremhævet – en person, der ikke gør meget væsen af sig. Årets Jelsing kunne aldrig finde på at bede om noget til gengæld.
- Årets Jelsing er født og opvokset i sognet, og her har vedkommende haft hele sit liv og virke. I rigtig mange år og i mange sammenhænge har det også været i det frivillige arbejde, både som initiativtager, som ansvarsfuldt bestyrelsesmedlem og som en, der bare påtager sig opgaver med ordene: "Det ordner jeg ".
- Listen over engagementer, hvor Årets Jelsing er aktiv, er lang – nogle af de fremhævede er:
- Indkøbsture for pensionister.
- Tilbud om kursus i EDB for seniorer.
- Kirkekaffe, fællesspisning og hjemmebag til arrangementer.
- Initiativtager til og tovholder på Torsdagscaféen.
- Kasserer i lokalafdelingen af Røde Kors.
- Kasserer i Menighedsrådet.
- Formand for Jels Lokalhistorisk Forening gennem mere end 40 år.
- Årets Jelsing er generøs med sin tid, og kan det glæde nogen i Jels Sogn, er hun altid frisk på opgaven.
Årets Jelsing 2024 blev Margit Falkenberg Ottosen, der modtog statuetten "Kvinde med hjerte i hånden ", som symboliserer næstekærlighed.
Til Årets Forskønnelsespris har bedømmelseskomitéen modtaget et pænt antal forslag og gode kandidater til prisen. Om prismodtageren er der bl.a. blevet skrevet følgende:
- Bygningen har været her i mange år og eksisterer på borgernes kærlighed.
- Mange grupper mødes jævnligt og gør en indsats for bygningen.
- Bygningen er et stolt vartegn og vidnesbyrd om områdets rige historie.
- Bygningen er mere end blot en bygning – den er et samlingspunkt, der binder fortid og nutid.
- Bygningen er et yndet turistmål.
- Bygningen har for nylig gennemgået en stor restaurering.
"Prismodtageren er tæt knyttet til byens identitet og fungerer som en påmindelse om betydningen af at værne om vores lokalhistorie. Med sin placering nær Jels Søerne og i hjertet af det sønderjyske landskab tiltrækkes både historieinteresserede og naturelskere. Jels-borgernes engagement i stedets vedligeholdelse afspejler byens stærke sammenhold og kærlighed til vores bys historie," fortalte Lars K. Jensen fra Jels Lokalråd til tilhørerne.
Arkitekturen er helstøbt med naturlige materialer, rolige former og afdæmpede farver, der passer godt til stedet. Det er et velholdt og fredet vartegn, som er kendt langt ud over Jels og omegn, og som til stadighed kan trække folk til Jels. En kulturarv, der er vigtig at bevare, og som er en af de bedst bevarede i hele Danmark.
Årets Forskønnelsespris 2024 gik til Jels Mølle. Formand for Jels Mølleforening, Kasper Sellebjerg, modtog statuetten "Kvinde med skjold", som symboliserer byens stolthed.
Begge statuetter er udført af keramiker Lene Kersting og sponsoreret af Jels Lokalråd.



     |
|