|
18. januar 2026, kl. 16:38
 Løb, fællesskab og hygge i Jels
 Jels IF Løbemotion inviterer alle, der har lyst til at bevæge sig og være en del af et lokalt fællesskab, til at løbe med. Uanset om du er nybegynder eller erfaren løber, er der plads til dig, og der stilles ingen krav til tempo eller distance. Hos Jels IF Løbemotion løber du det, der passer til din lyst og din hverdag.
Der løbes fast flere gange om ugen. Tirsdag kl. 17 er der intervaltræning, fredag kl. 16 løb med øvelser og søndag kl. 10 fælles løb. Sidste søndag i hver måned afsluttes søndagsløbet med kaffe og hyggeligt samvær. Alle er velkomne til blot at møde op ved Søbadet i Jels og løbe med.
Ønsker man at deltage regelmæssigt, opfordres der til indmeldelse i Jels IF Løbemotion. Medlemskab koster 150 kr. pr. år og kan tegnes via jels-if.dk. Som medlem opnår man desuden rabat ved køb hos Sport24 Outlet i Vejen mod fremvisning af medlemskab.
I løbet af året arrangerer Jels IF Løbemotion en række sociale og sportslige aktiviteter. I februar og april er der opstart for nye løbere, og i marts afholdes årsmøde for medlemmer. Foråret byder også på påskeløb og deltagelse i Royal Run eller alternativt Loyal Run samme dato. I juni afholdes klubmesterskab for medlemmer. Efter sommeren følger høstfestløb og endnu en opstart for nye løbere i september, mens året rundes af med griseløb i november og nisseløb for medlemmer i december.
Nærmere information om arrangementer og tidspunkter for 2026 vil løbende blive delt via Jels IFs Facebookside og her på jels.dk.
Målet med Jels IF Løbemotion er at skabe et inkluderende løbefællesskab i Jels, hvor der er plads til alle uanset niveau og ambitioner. Foreningen ønsker at bidrage til mere liv og sundhed i byen gennem løb, fællesskab og aktiviteter for både medlemmer og øvrige borgere.

Kilde: Jels IF

   |
|